Presse

Kunsthistoriker Anne Lie Stokbroe;

Rytme og farve. Nål og tråd
– Om billedkunstneren Karina Meedoms værker
”Mit hus er gammelt og koldt”, fortæller billedkunstneren Karina Meedom, ”så for at holde varmen danser jeg foran lærredet, når jeg maler.”
At det må være sådan, malerierne er blevet til, er tydeligt, når man står overfor
Meedoms ekspressive værker. De er fulde af rum og dynamik, af kontraster og harmonier, som hentede de dansens rumlige sprog ind på maleriets plane flade. Kroppens bevægelser ligger indlejret i de bredt svungne penselstrøg, og de nødvendige tænkepauser undervejs, opholdene, hvor kunstneren træder et skridt tilbage og prøver at forstå det, der lige er sket på lærredet, ja, selv disse pauser formidles i værkernes linjer og farver, der bringer en bevægelse til standsning for så at sende den videre med spontant hvirvlende eller stramt koreograferet gestik.
Karina Meedoms oliemalerier er i sagens natur nonfigurative. De forestiller ikke noget
men er, ud over det kropslige, udtryk for en sindstilstand, en stemning, en bevidsthedsåbning. De er ren form, farve, linje og rum – uden referencer til andet end netop disse formelle aspekter af maleriet. De er derved også beslægtede med musikken, den mest abstrakte af alle kunstarter, som den russisk-tyske ekspressionist og teoretiker Wassily Kandinsky (1866-1944) formulerede det i sit hovedværk ”Om det åndelige i kunsten”, 1912. Kandinsky søgte den spirituelle kraft i billedkunsten, sådan som han fandt den i musikken, og han så farve som en vej til erkendelse af et højere princip. Hans tanker har været en stor inspirationskilde for Karina Meedom, som i sin abstraktion også lader farver og former tale deres spirituelle sprog.
Karina Meedom søger sin inspiration i naturen. Hun bor i Skagen og nyder som
generationer af kunstnere før hende godt af det klare, kystnære lys, som både kalder høje farver og dybe skygger frem. På vandreture langs stranden opfanger hun de små, gradvise forskydninger i lyset, som året skrider frem. Hun observerer den indvirkning, forskydningerne har på naturens former, som finder vej til lærredet i en erindret fortolkning af det sete.
Sideløbende med sit maleri udforsker Karina Meedom det, der bedst kan betegnes
som spontant broderi. Teknikken er korsstingsbroderi med bomuldsgarn på aidastof, men her hører ligheden med det traditionelle håndarbejde også op. Når Karina Meedom broderer, sker det i en abstraktionsproces meget lignende den, hun benytter i sit maleri. En detalje af et kort over Østgrønland eller kigget ud i haven en sommerdag kan sætte arbejdet i gang, uden at det færdige resultat dog har megen lighed med forlægget.
Det kan synes paradoksalt at tale om spontanitet i forbindelse med en så
langsommelig arbejdsproces som broderi, og alligevel giver det mening i Karina Meedoms tilfælde:
Hun arbejder stort set uden forlæg og tegner aldrig sine mønstre op på forhånd. Broderierne er ligesom malerierne ekspressive, emotionelle udladninger af et her og nu – de har intet af det traditionelle broderis tællen sting eller diktatoriske krav om overensstemmelse mellem mønster og færdigt arbejde. I stedet er broderierne resultater af en uendelig række af impulsive beslutninger, hvor den ene form tager den anden, og den ene farve ureflekteret, hvis ikke ligefrem instinktivt, fører til den næste i en evig vekslen mellem harmoni og kontrast.
Går man tæt på broderierne, og det bør man gøre, forundres man naturligt nok over
den kæmpe indsats, der ligger i det enkelte arbejde. Tusinder og atter tusinder små bitte sting udgør som et pointillistisk maleri et sprængt univers, hvor et enkelt sting i klar rød eller dyb violet giver lige netop dén koloristiske spænding, der vækker de omkringliggende farver til live. Først når man igen går på afstand, samler de mange sting sig til et hele, når farverne smelter sammen på nethinden.
Modsat forholder det sig med de værker, hvor det broderede består af ganske få
ornamenterede linjeforløb på stoffets hvide flade. Som abstrakte udsagn, tegn eller symboler svæver formerne i intetheden og bringer bevægelse, liv, rum og dimensioner til fladen.
Karina Meedoms broderier er del af en strømning i samtidskunsten, hvor gamle
håndarbejdsteknikker og -materialer hentes ind i billedkunstens ikke-funktionelle,
eksperimenterende kontekst. Det er ikke så meget den perfektionistiske mestring af håndværket som sådan, der efterstræbes; det er snarere udvidelsen af dets muligheder, der er i fokus. Strik, hækling, filtning og broderi som billedkunstnerisk praksis udvider dermed kunstens rum samtidig med, at der –i næsten bogstavelig forstand – trækkes tråde til håndarbejdets rødder, uden intentioner om at gå i dialog med kunsthåndværket, hvor håndarbejde og kunst hidtil har haft mødested.
Håndarbejdets teknikker og materialer bliver i stedet sat fri i og af den frie kunst.